top of page
Søg
Forfatters billedemail83452

Av og øv hænger ofte sammen


En dejlig og travl sommersæson stilner nu langsomt af, og jeg har igen tid til at skrive en blog hver uge. Over sommeren har jeg haft mange forskellige heste i træningsforløb – både “problemheste” og heste i tilridning og til videreuddannelse og genoptræning. Jeg har også haft travlt med at afholde kurser og undervise børn og unge. Igen i år har jeg haft et hold af dygtige elever med til en opvisning på Store Hestedag i Roskilde.

I løbet af sommerens oplevelser har jeg bemærket de alt for mange heste, der under træningen viste tegn på, at de havde en ikke opdaget skade; det være sig en konkret skade, en låsning af en del af kroppen eller alvorlige smerter. Dette gælder selvfølgelig mest de heste, der havde modstand og/eller begrænsning i specifikke øvelser i ridningen eller i håndtering, eller de med direkte adfærdsproblemer.


Overraskende og trist Det er overraskende og trist, hvor mange heste der har ondt eller en skade, uden at vi ejere bemærker det. Måske har vi en anelse, men vores dyrlæge finder ikke skaden. Dette er på den anden side helt logisk, for vores heste kan jo ikke fortælle os, hvis de har ondt, og hvis det ikke ligefrem er en meget synlig skade, som for eksempel at hesten halter, kan det være rigtig svært at opdage. Vores heste er jo byttedyr og vil helst ikke vise svaghed.

Fordi jeg i min metode arbejder med hestene helt fri, bliver det hurtigt tydeligt, hvad en hests modstand bunder i. Når hesten er fri til at sige fra og til i alle situationer, bliver det pludselig let at skelne imellem, hvad hesten vil og ikke vil og derved at se et mønster. Der kan være et hav af grunde til, at en hest har adfærdsproblemer. Men ofte er det værd at tænke over, om det kan være fordi den har ondt. Min erfaring har vist mig nogle indikatorer, som man børe være opmærksom på.


Læs din hest rigtigt Det er en indikator, hvis din hest indtil nu har fungeret fint i specifikke øvelser og pludselig udviser en modstand. Eller hvis din hest pludselig ændrer adfærd fra at være rolig til at blive nervøs, eller pludselig ændrer sin adfærd fra ”cool” til sur og dominerende. Hvis vores heste har ondt et sted vil de i de situationer, hvor de mærker smerte komme lidt i forsvarsposition og agere enten via angst eller øget dominans – afhængig af deres plads i hierarkiet.

Hvis din hest har tillid til dig, er samarbejdsvillig og alligevel udviser stor modstand i specifikke situationer, såsom at få sadel på, at få rytteren på ryggen, at komme rundt på den ene volte i ridningen og eventuelt ikke vil løfte det ene ben osv…. så bør alarmklokkerne ringe. Og jo hurtigere vi opdager hvis vores heste har ondt, jo større sandsynlighed for, at vi undgår en varig skade.


PS: Sidder du derude og har et eller andet spørgsmål eller emne, du syntes det kunne være spændende, at jeg blogger om, er du meget velkommen til at skrive til mig.

Commentaires


bottom of page